Min rejse til Madeira (afsnit 4)

Afsnit 4: Ankomsten til Madeira

AF SØREN ØBRO HØJRUP

Det er tidligt på eftermiddagen mandag den 25. oktober. Der er ca. fem minutter til, at vi lander i Madeira Lufthavn. Min mormors kæreste og jeg er begge lidt spændte på landingen – uden at frygte for vores sikkerhed naturligvis! Vi er spændte på en god måde – men ikke på samme måde, som hvis vi skulle lande i Kastrup eksempelvis.
   
Der er nemlig noget specielt ved Madeira Lufthavn – noget som gør, at den skiller sig ud fra mange andre større lufthavne verden over. Dette har faktisk i høj grad noget med dens størrelse at gøre. Sagen er, at lufthavnen udelukkende består af én landingsbane, hvor de mange fly, der både ankommer og afgår fra lufthavnen henholdsvis skal lande på og lette fra.

Ikke nok med at der kun er denne ene bane. En anden ting er også, at den ikke er særligt lang, sammenlignet med landingsbaner fra andre større lufthavne. Som orientering kan jeg sige, at jeg senere fandt ud af, ved at lave en lille opmåling på Google Earth, at landingsbanen var ca. 2400 meter lang sammenlignet med én af Kastrup Lufthavns længste landingsbaner, der måler ca. 3500 meter i længden.

En tredje ting er også den spektakulære måde, hvorpå landingsbanen begynder og ender og ikke mindst, hvordan den er opbygget. Landingsbanen er en lidt ældre landingsbane, der blev indviet i 1964, og da man i sin tid byggede den, var det simpelthen oven på søjler af beton. Landingsbanen er altså båret af betonsøjler/betonpiller og ligger altså ikke på fast grund så at sige. Med hensyn til hvordan banen begynder og ender, er det bogstaveligt talt yderst brat – ved hver ende af landingsbanen går det simpelthen ca. 20-30 meter næsten lodret ned langs klippesider! Der er dog ikke noget at bekymre sig om, så længe piloterne bare kan deres arbejde, og så længe det ikke er stormvejr.

Når det er første gang, man oplever, at ens fly skal lande i Madeira Lufthavn, kan det godt virke lidt halv-dramatisk – for garvede rejsende, der er vant til at flyve, er det sikkert ingenting! Men eftersom jeg er ”nybegynder”, blev landingen for mig forholdsvis spændende. Mange er sikkert enige med mig i, at en landing er mest ”betryggende”, hvis flyet kommer i en lige linje ned mod landingsbanen. I vores tilfælde gik det ikke sådan til. I det ene øjeblik ser jeg landingsbanen ud af ruden til højre – den er forholdsvist tæt på. Nogle sekunder senere er vi lidt længere væk fra den, men vi kan stadig se den ud af ruden. Meget pludseligt krænger flyet skarpt til højre – når jeg kigger ud af ruden nu ser jeg det blå Atlanterhav ligge under os. Hvide dynamiske bølgetoppe bølger hen over det, mens jeg langsomt aner landingsbanen komme tættere og tættere på fra en – efter både min og min mormors kærestes mening – lige lovlig skarp vinkel!

”Han kommer for skarpt ind, han bliver nødt til at flyve rundt igen!” siger min mormors kæreste, mens han optaget holder øje med landingsbanen. Umiddelbart synes jeg også, at det ser forholdsvist vovet ud, men vi har tilsyneladende begge undervurderet pilotens evner, for i sidste øjeblik svæver flyet ind på landingsbanen i en lige linje, planter landingshjulene meget behersket på den sorte asfalt og bremser ned med så stor en kraft, at man skulle tro, at flyet i sidste ende ville falde fra hinanden. Efter den hårde opbremsning triller flyet stille og roligt hen til sin anviste holdeplads – i højtalerne høres den kvindelige stewardesses sprøde og lunefulde stemme:

”Velkommen til Madeira! Udenfor er det solskin med enkelte skyer på himlen samt 23 grader. Vi håber, I har haft en behagelig rejse sammen med os. Personalet her på flyet siger tak for nu, og vi håber, I får en god ferie!”  

Fortsættelse følger i morgen …

Billede 1 af 1 (afsnit 4): Madeira Lufthavn. På billedet får man et indtryk af,

hvor kort landingsbanen er, og man kan også se, hvordan denne hviler på betonsøjler

(dette billede er IKKE taget af mig).