mandag den 13. december 2010

Min rejse til Madeira (afsnit 13)

Afsnit 13: På levadavandring – del 2 af 2


Det er stadig søndag den 31. oktober. Vores frokostpause ved den lille bar er ovre, og vi skal videre. Det er en lille lokal, hyggelig bar med en hund, der går rundt og tigger mad ved bordene – en sød hund! Der er generelt mange hunde og katte på Madeira, og man ser dem næsten alle steder!

   Fra baren går vi et lille stykke på et par hundrede meter hen til vores bus. Vi hopper ind i bussen og kører videre mod Santo António da Serra, hvor vi skal på et sigøjnermarked – det bliver spændende! Jeg synes altid, ligesom min mormors kæreste, at det er spændende at opleve noget lokalt.

Efter et stykke tid ankommer vi til markedet, som også ligger et godt stykke oppe i højderne. Desværre er det yderst diset heroppe, og det er begyndt at regne.
Da vi forlader bussen får vi besked på, at vi skal være tilbage om tre kvarter. Jeg tager min lille jakke på, da det faktisk er rimelig køligt heroppe, i og med at det regner. Min mormors kæreste har uheldigvis glemt at tænke på at tage sin jakke med, da vi forlod hotellet – surt!

Vi starter med at bevæge os hen mod en lille kirke, som ligger ved markedet. På dette tidspunkt kan man tydeligt se og høre, at der er messe. Antallet af mennesker (sigøjnere) er enormt, især ved kirken – her står folk i kø helt ud til gaden inde fra kirken for at deltage i messen!
Min mormors kæreste går konstant og snakker om, at han bare finde/købe en jakke, for her er koldt, og han har nemlig nemt ved at få lungebetændelse. Vi går derfor hen til markedsområdet, hvor sigøjnere har slået telte og boder op med alle mulige ting man kan købe – ikke mindst masser af tøj (sikkert kopi-mærkevarer), alverdens frugt og grøntsager, som de selv har dyrket, samt forskellige likører og madvarer (for eksempel sjove pølsebrød og gryder med kogt kød, som ikke er til at vide, hvor kommer fra!).
Der er næsten alt for mange boder med tøj og jakker. Min mormors er desperat på udkig efter en jakke. Omsider finder han en jakke, der for ham er nogenlunde ’okay’ – 20 euro giver han for den. Nu er han glad igen!

Efter at have købt jakken går vi hen til området, hvor man kan købe forskellige madvarer. Min mormors kæreste siger, at han godt kunne tænke sig at prøve nogle af de ’spændende’ sager, som de sælger – det er jeg frisk på!
Vi starter med at smage en likør, som er lavet på et eller andet, vi ikke ved, hvad er. Som tilbehør får vi noget ’underligt’ kogt kød – det ser mildt sagt ikke særligt delikat ud, men smager nogenlunde fint efter min mening. Min mormors kæreste er øjensynligt ikke særligt vild med det. Han er for resten uddannet kok, og han synes, det ligner en eller anden form for lever – måske fra en gris! Selvom jeg synes, det smager ’okay’, ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg ellers skal mene om det.

Likøren skulle forresten vise sig at ’gå os begge lidt på’ det meste af dagen fra nu. Selvom vi fik det, der svarer til ca. et halvandet glas snaps, så er det åbenbart stærke sager! I hvert fald gik vi begge og var noget svimle efter at have indtaget én af disse.
Efterfølgende fik vi smagt lidt på noget most, som ’heldigvis’ var uden alkohol – det skal siges, at alt det, de sælger af madvarer på det marked, er 100 pct. hjemmelavet.
Senere køber vi nogle brændte kastanjer, brændt over åben ild, som en snack. Derudover køber vi nogle ’pølsehorns-lignende’ madvarer og nogle indbagte brød med et eller andet fisk og grøntsager indeni, som faktisk smager rigtig godt!

Meget mere når vi ikke, før vi skal tilbage til bussen. Det er dejligt at kunne sætte sig ind i en varm bus og slappe af – især oven på den likør! Faktisk sidder vi begge resten af vejen på turen hjem til hotellet, som varer omkring 30-40 minutter, og er helt tavse og ’halv-lammede’ netop på grund af den underlige likør – men så er det dejligt, at man kan lægge sig ned til en pool, når man kommer hjem!

 Fortsættelse følger i morgen …


Billede 1 af 4 (afsnit 13): En tydeligvis dresseret hund med
solbriller og Madeira-hat på sigøjnermarkedet.


Billede 2 af 4 (afsnit 13): Telte og boder på sigøjnermarkedet.


Billede 3 af 4 (afsnit 13): Området ved sigøjnermarkedet –
her kan man se, at det er diset og regner.
Området ligger tydeligvis midt i en regnsky.


Billede 4 af 4 (afsnit 13): Dejligt at komme hjem til poolen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar